Find din billige skiferie her
Ændre børns alder
Du kan også kontakte os på 97 325 325

Vi har rejst med Højmark Rejser ...

Her kan du læse arrangørers erfaringer med Højmarks skolerejser:

Karsten Mogensen & Claes Schmidt, Hillerød Ungdomsskole

 "Vi var for fjerde gang i Saalbach med Højmark Rejser - i år (2013) på Jugendgästehaus Hinterronach: En SUPER indkvartering med ski in/ski out ..." 

Karsten Mogensen fortæller, at Hillerød Ungdomsskoles 36 unge fra 13-17 år plus tre garvede lærere blev hentet hjemme på skolen. Busturen sydpå foregik i en Papuga-dobbeltdækker sammen med tredive mand fra Danalund Ungdomshus i Hvidovre.

"Det var første gang, vi skulle bo på Jugend­gästehaus Hinterronach. Det viste sig at være det helt rigtige sted for os. En fantastisk sød og service-minded Hausmutter, der lyttede til vores ønsker og serverede god mad, som de unge kunne lide."

Karsten begrunder, hvorfor Saalbach rent skimæssigt er 'tryg' og har muligheder for både begyndere og øvede. I år havde han kun fem debutanter i gruppen, og dem tog kollegaen Claes sig af:

"Indkvarteringen ligger ideelt ved nedkørsel '51', og har 'ski in/ski out'. Så i modsætning til tidligere år, hvor nogle elever blev 'fanget' i en forkert dal efter pisternes lukketid, så kostede det i år nul euro til taxaer at få dem hjem."

På Hillerød Ungdomsskole har man en hel 'historik' omkring ungdomsskolens årlige skitur til Østrig, uddyber lederen:

"Vi sender skolens aktivitetsprogram ud allerede den 1. august. Herpå holder vi et INFO-møde for interesserede elever og deres forældre. Og selvom kommunens 10. klassecenter også arrangerer en skitur med Højmark Rejser, så har vi alligevel god tilslutning til vores tur."

Selve skituren 'krydres', når Karsten & Co. er nede i Saalbach, med to aftenarrangementer, som selvfølgelig laves i samarbejde med Højmark-guiderne på stedet: Dels en kælke-aften på en 4 km lang og oplyst kælkebane med start ved idylliske Alm Spielberg­haus. Dels en aften på den 600 meter lange Hinterglemm-lyspiste, der er åben til kl. 21:30, og hvor der både er konkurrencer, DJ's og under­holdning.

Karsten m/kolleger er 'fast inventar', når Højmark Rejser arrangerer den årlige introtur i december. Her varmes der op til den efterfølgende sæson, ligesom der udveksles idéer, erfaringer og pædagogiske tiltag med kolleger fra hele landet. 

 

Pia Feldtstedt, Adventure Efterskolen, Broager

"Vi havde en på alle måder fantastisk tur. Et perfekt, overskueligt og trygt skiområde, hvor vi hele tiden kunne mødes. Brede pister. Ideelt for begyndere. Nul køer …" 

Man fornemmer, at lærer Pia Feldstedt sidder og bladrer i elev-evalueringer, mens hun i telefonen begejstret og tændt fortæller om Adventure Efterskolens eventyrligt vellykkede tur til Fieberbrunn i 2013. Destinationen, som østrigerne selv betegner som "den, der ligger bedst gemt væk", og som derfor kun er for 'kendere' og 'feinschmeckere'.

Det vil Pia, hendes fem kolleger, samt efterskolens i år blot 49 elever - fra 8. + 9. + 10. klasse - gerne skrive under på:

"ALT klappede, lige fra det øjeblik vi blev afhentet på skolen i en Papuga-dobbeltdækker, som vi havde helt for os selv sydpå. Det fortsatte på Hochfilzner Hof, hvor vi nærmest følte, at vi bare havde flyttet hele efterskolen de små 1.200 km hjemmefra. Eleverne råhyggede sig. Der var en afslap­pet atmosfære og aldrig sure miner fra 'die Hausmutter'. Det koreanske landshold i langrend boede der godt nok også, men de var indlogeret i et anneks."

Pia og hendes lærerkollega, Jacob Oddershede, deltog begge på årets lærer-introtur i december, og de havde ved den lejlighed allerede sonderet terrænet og lavet aftaler med Højmark-guiden Jakob nede i Fieberbrunn. Adventure-lærerne havde bl.a. et ønske om at lave en 'hike' med overnatning for en gruppe elever, hvilket selvfølgelig så dagens lys - altså i nattens mulm og mørke - langt pokker i vold ude på en langrendsløjpe.

"Men andre aktiviteter blev koblet på, da vi først var dernede," fortæller Pia. "Vi havde bl.a. en aften en herlig kælketur på en lysløjpe. Og på afrejsedagen blev der mulighed for, mens vi ventede på hjemturen, at nogle af eleverne fik sig en svømmetur og kunne spise aftensmad i det lille lokale badeland. Så alt i alt havde vi en fantastisk tur," slutter hun. 


Claus Pedersen, Københavns Kommunes Ungdomsskole

FIRE KØBENHAVNER-KLUBBER 'ON TOUR'- MED KANON-OPLEVELSER PÅ PISTERNE - OG LIDT KAOS UNDERVEJS …

Lyse stemmer, højlydte grin, gensynsglæde og forventningsfulde blikke på en halvkold februar-fredag i uge 6 2013 var startskuddet til Københavns Kommunes Ungdomsskoles årlige skitur med Højmark Rejser til Østrig. Fra sidelinjen kunne det måske se lidt kaotisk ud, når en flok unge mødtes for at vente på dobbeltdækkerbussen:

"Men de voksne tog det forbavsende roligt. De har været her før. Hvem sagde kaospiloter …?", fortæller 'tovholder' og skiinstruktør Claus Pedersen. "I år gik turen til Zell am See. Vi var lidt sent ude, så Bad Gastein var røget. Men hos os er vi ikke bange for at prøve noget nyt, så …"

Fire fritidshjem og -klubber - Rubinen, Bryg­gergården, Folehaven og Hoffmannsminde - var som sædvanlig gået sammen og leverede 'råvaren': 65 unge fra København og omegn, der i 10 dage skulle fragtes ud af deres vante miljø og ned og ha' 'én på opleveren'.

"Og det fik de!", siger en nøgtern lærer-Claus: "Busturen er berammet til 16 timer, men en længere motorvejskø på tre timer gjorde turen til lidt af en prøvelse. 28 timer skulle der gå, før vi nåede Jugendgästehaus Lukashansl. Grundet hviletidsbestemmelserne måtte nye chauffører hentes op fra Østrig for at bringe os det sidste stykke på tre timer, men vi valgte at se sådan på det: Hellere hele end halve frem! Det kostede os en skidag, men selvom det var 'force majeure', fik vi efterfølgende en flot kompensation. Hatten af for Højmark Rejser!"

"Jugendgästehaus Lukashansl er et godt, gam­melt, lidt 'brugt' hotel, men det var vi kun glade for, for så kunne man ikke se vores små 'skram­mer'. Og stedet byder på et fællesopholdsrum med masser af albuerum og sofagrupper, hvor der kan hygges, spilles spil, Play Station og kigges fjernsyn, når skidagen er slut."

"Skioplevelser var der masser af," beretter skilærer Claus: "Onsdag var gletsjer-dag. Skiområdet består af to mindre områder: Zell am See og Kaprun. Vi valgte Kaprun på en solbeskinnet, fantastisk smuk dag. Fra Panorama-bygningen øverst oppe på Kitz­steinhorn i 3029 meter kan man se til Østrigs højeste bjergtop, Grossglockner, og mange andre tinder. Og pisterne var i top. Brede blå boulevarder og temperaturer omkring minus 5 var perfekt. Dagen blev nydt i fulde drag af alle, og der var hurtigt konsensus om en returbillet dagen derpå."

På vegne af Ski-Teamet 2013 - og 65 glade og tilfredse, men trætte københavner-unge - lyder der, iflg. Claus Pedersen, et samstemmende: "På 2014-gensyn i Østrig med Højmark Rejser!"


Thomas Jul Andersen, Sydøstsjællands Idrætsefterskole (SØS), Haslev

"PÅ VORES SKILINJE ER VI HVER VINTER AF STED TRE GANGE: ÉN GANG TIL  NORGE OG TO GANGE TIL ØSTRIG - I HENHOLDSVIS BAD GASTEIN OG ST. JOHANN - OG FOR 11. ÅR I TRÆK REJSER VI SELVFØLGELIG TIL ALPERNE MED HØJMARK REJSER …"

Skilinjen på Sydøstsjællands Idrætsefterskole (SØS) er ikke for tøsedrenge - eller -piger! Der stilles store krav til såvel 10. klasse-elevernes egenfærdighed som til deres evner som undervisere. I et samarbejde med Den danske Skiskole er målet for nogle af eleverne, at de bliver Alpine Klub Instruktører (AKI). Det skal de bruge, hvis de senere ønsker at bygge ovenpå til BSI-niveau (Basis Ski Instruktør).

Så da lærer og skiinstruktør Thomas Jul Andersen sammen med en skikollega fra SØS i uge 4 i 2013 drog til Bad Gastein med skilinjens 27 elever, så var der bestemt ikke dømt tid til fis og ballade. Teorien skulle på plads, og formen pudses af inden de afsluttende prøver i St. Johann i starten af marts, hvor de vordende skiinstruktører dels ville blive udsat for en pædagogisk 'case' og dels skulle testes i de alpine discipliner.

"Vi er hidtil år efter år vendt tilbage til Anita på Jugendgästehaus Schloßhof i St. Johann, men i år fik vi lyst til at udsætte os selv og skieleverne for en ny destination. Og vi følte os virkelig velkomne og i gode hænder på Landhaus, som nok var af lidt højere standard såvel mad- som indkvarteringsmæssigt. Også personalet var i top, og vores elever kunne godt lide systemet med 'drinks-billetter' - selvfølgelig til sodavand og varm chokolade, for hos os er der nul smøger og sprut," præciserer Thomas.

Med hensyn til skiløb på højt niveau var såvel SØS-elever som instruktører mest begejstrede for området Bad Hofgastein, der rummede flest udfordringer. Men der må, iflg. Thomas, flere besøg til, før han føler sig lige så 'dus' med pisterne der som med dem i St. Johann og Wagrain. "Her kender jeg hver en pukkel og ved nøjagtig, hvor de medbragte porte skal stilles op på prøvebakken, når eleverne skal videooptages og testes."

Men i uge 10 og 11 var SØS så af sted igen, nu med hele efterskolen til St. Johann - 134 styks i alt - inklusive eleverne på gymnastik- og boldspilslinjerne og skolens øvrige lærere.

"Vi havde 41 nybegyndere med. Dem skulle de 27 vordende skiinstruktører på ski-linjen prøve kræfter med og pædagogiske evner på, som en del af deres afsluttende eksa­men," afrunder Thomas. "På skilinjens tur var der selvfølgelig også tid og rum til mere sociale aktiviteter, som alle kunne deltage i: Natte-langrend m/pandelamper, skøjteløb og spareribs-aften, som Højmark-guiderne gav en hånd med at arrangere." 

 

Lars Nellemann, Levring Efterskole

"St. Johann er skimæssigt optimal for en stor gruppe som vores med fifty-fifty begyndere og øvede."

Det er tredje gang, Levring Efterskole i samlet flok drager til Østrig med Højmark Rejser. Igen i år (2013) blev elever, lærere og øvrigt personale - 175 personer i alt, heraf 23 voksne - afhentet hjemme på efterskolen og fragtet sydpå i tre toptrimmede Papuga-busser kørt af seks veloplagte og service-mindede chauffører.

Et ophold hos søde Anita på Jugendgästehaus Schloβhof ventede forude …

"St. Johann er virkelig rent skimæssigt et optimalt område og har, med hensyn til sværhedsgrad, alt, hvad vi kan ønske os: blå, røde og enkelte sorte pister. Uanset om en elev er begynder eller øvet, bliver ALLE undervist oppe på pisterne. Noget klarer vi selv, og andet overlader vi til Den østrigske Skiskole - i år i form af unge, engelske skilærere. Det fungerede helt perfekt!"

Lars Nellemann fortæller videre:

"Vi havde en fantastisk tur på trods af al slags vejr: Frost og tø, sne, sol og tåge. Og heldigvis 'kun' med et par uheld: Et forstuvet håndled samt på sidstedagen et brækket kraveben, som måtte opereres, da vi kom hjem."

"Aftenerne på Schloßhof går med fællesmøder, konkurrencer og spil - og en aften fik vi varm suppe over bål udendørs."

Lars har lutter ros til overs for Højmark Rejsers guider, som han forinden, nemlig på introturen for lærere i december, havde mødt og lavet aftaler med. 

 

Karsten Mogensen, Hillerød Ungdomsskole 

I SAALBACH GÅR ALT OP I EN HØJERE ENHED:
- transport, indkvartering, pister og … genkendelsens glæde!


Ungdomsskolerne i Hillerød og Lyngby-Tårbæk er institutioner med til sammen henved 2200 elever, der tilbydes mere end 125 forskellige aktiviteter. To af dem er alpint skiløb og snowboard. I år havde afdelingerne slået sig sammen og kunne derfor mønstre 48 deltagere; 42 piger og drenge i alderen 13-16 år, fifty-fifty piger og drenge, samt 4+2 voksne, hvoraf sidstnævnte er de erfarne skiinstruktører, Claes og Thomas, som skolen "købte" med hjemmefra. Gruppens størrelse betød, at de fik ret til en bus for sig selv samt afhentning på skolen."Bustransporten forløb super," fortæller skoleleder Karsten Mogensen. "Det er herligt ikke selv at skulle tænke på sikkerhed, køre-hvile-tid og stop på diverse rastepladser på vej sydpå." Karsten var med på sin første Introtur med Højmark Rejer i december 2011 og valgte i år, efter råd fra ferierådgiver Jette Lindholm, at indlogere gruppen på Standardhaus. "Tidligere var vi otte gange i træk på Idrefjeld, men de seneste fem år har vi været i Østrig, hvor vi efterhånden har etableret fast "base" i Saalbach. Det er behageligt at vende tilbage til et sted, man kender. Så jo, det bliver Standardhaus igen næste år. Med toilet og bad på værelserne, og hvor forplejningen er okay - og temmelig østrigsk!" Ungdomsskolelederen sværger til Saalbach, der ifølge ham bare har det HELE: "Beliggenheden i en dal, hvor eleverne virkelig skal gøre sig umage for at blive væk, er helt optimal for en gruppe som vores, hvor eleverne ikke nødvendigvis kender hinanden særlig godt hjemmefra. Der er l-a-n-g-e blå pister, men der er også basis for, at de mere erfarne skiløbere kan komme på skisafari, ligesom snowboarderne nemt kan finde udfordringer." Karsten Mogensen lægger vægt på "nærhedsprincippet" og sikkerheden, hvis uheldet skulle være ude: "Så er både ambulance og 'bananen' indenfor rækkevidde," understreger han.

 

Svend Hagelskjær, Levring Efterskole

NÅR EN HEL EFTERSKOLE SKAL PÅ SKITUR SAMMEN, er Schlosshof i St. Johann den ideelle indkvartering …

Når Levring Efterskole ved Kjellerup skal på den årlige skitur - vi taler om 169 elever og deres lærere - hænger mulighederne rent logistisk ikke på træerne. Ud over at der skal findes et hus med tilstrækkeligt albuerum, skal der også helst være hjerterum. Og begge dele finder man hos Haus- og madmor Anita på Jugendgästehaus Schlosshof. "Det er for os helt afgørende, at vi kan bo samlet, for en skitur er også en social sammenrystningstur. Vi har været i Norge fire gange, men har de to sidste år valgt Østrig, hvor jeg på en Introtur med Højmark Rejser havde lejlighed til at prøve-bo Schlosshof og se St. Johann og omegn efter i sømmene rent skimæssigt," siger Svend Hagelskjær. Forstanderen begrunder bl.a. valget af Østrig fremfor Norge med, at det normalt er knap så koldt sydpå: "Men i år drillede vejret nu lidt, og vi nåede faktisk ned på ret så lave minusgrader, og en enkelt snestorm blev det også til." Levring Efterskole købte i år skiskole til sine 75 begyndere. Det betød, at 9.- og 10.-klasse-eleverne, der sagtens kunne klare undervisningen på østrigsk-tysk og engelsk, efter et par dage kunne begynde at stå på egne ben: "Vi gjorde det, at vi i samlet flok fra morgenstunden drog af sted med skibusser og startede skidagen oppe for enden af Grafenberg-gondolen. Herfra er der udfordringer for både begyndere og øvede. Vi delte os op i grupper efter niveau og aftalte at mødes oppe på pisterne til frokost på ét eller flere af de mange typiske, østrigske spisesteder. Bortset fra et "banalt" uheld med et forstrakt ledbånd i en skulder havde vi, også takket være guiderne Tina og Jacob, en rigtig god tur med masser af gode oplevelser," konkluderer forstanderen, der dog opfordrer Højmark Rejser til en bedre logistik omkring skiudlejningen i Alpendorf: "Her er der virkelig plads til forbedringer. Det kan I gøre bedre!", griner Svend Hagelskjær i telefonen.

 

Lene Blume Jepsen, Tønder Gymnasium

ALLE GODE GANGE TRETTEN I ZELL AM SEE …!  Og der bliver også en gang nummer fjorten … og femten …

Tønder Gymnasium har en mangeårig tradition for at sende sine idrætsvalghold på faglig skiekskursion. "Vi har været af sted tretten gange med gymnasieelever og hf'ere," fortæller lektor Lene Blume Jepsen fra Tønder Gymnasium. "Og hvis det står til os idrætslærere, bliver det ikke sidste gang." Lene og hendes kolleger har tidligere prøvet både Norge og Østrig, og de har også rejst med andre rejsearrangører. Eleverne betaler selv, og sidste år valgte man Bad Gastein, som dog rent skimæssigt skulle vise sig mindre velegnet til gruppens begyndere. "I år var en tredjedel af gruppen begyndere, så vi satsede på Zell am See, der viste sig perfekt til netop den elevgruppe, vi skulle arbejde med. Vi nåede ikke engang op på Kitzsteinhorn-gletsjeren, for der var optimale forhold på Schmittenhöhes 77 km pister. Når Tønder Gymnasium er på studietur, skal der arbejdes, og eleverne videooptages til nærstudier i idrætstimerne, når holdet er hjemme igen. Så sengetider respekteres, og hvis ikke eleverne overholder de udstukne retningslinjer mht. byture og maks. et par øller, så ved de, at vi inddrager deres liftkort. Men da Højmark Rejsers guider foregik dem med et godt eksempel, blev det ikke aktuelt." Selv samme guider får meget ros af idrætslektoren: "Det er de bedste Højmark-guider, vi nogensinde har haft - rigtig søde, kompetente og seriøse."  På busturen nordpå delte Tønder Gymnasium bus med en gruppe, der havde været i Fieberbrunn, og den positive omtale af den destination - og prisen - kunne måske godt friste sønderjyderne næste år …? 

 

Christian Friderichsen, Haslev-Faxe Kommune

FIEBERBRUNN er bare FEDT, og vi har allerede booket til næste år!


Det er tredje gang, Faxe Kommunes 10.-klasses-center, Ak10vet i Haslev, er i Østrig med Højmark Rejser. Man lagde ud i St. Johann, men på den gratis Introtur, som Højmark Rejser hvert år medio december tilbyder sine trofaste kunder, brændte Christian og hans kolleger "varme" på Fieberbrunn; destinationen, der blandt lokale er kendt som "Alpelandets bedst gemte skisportssted". "Det er virkelig rent skimæssigt et optimalt sted: Massevis af blå pister til begyndere og let øvede, gode mødesteder på pisterne, hvor eleverne kan sættes i stævne i løbet af en skidag, super off-piste-områder og spændende funparker, hvor eleverne kan boltre sig. Vi var heldige, at alt var åbent, for der var sne i lange baner," fortæller en begejstret idrætslærer, der er klar til at tage af sted igen næste år. Igen til Fieberbrunn. Skiturens 50 elever og tre lærere blev selvfølgelig afhentet på skolen i Haslev, og transporten ud og hjem fungerede tip-top: "Vi havde egen bus og de samme chauffører som sidste år, så vi kendte ligesom hinanden. Det er herligt at kunne koncentrere sig om ungerne, og at man ved, fra start til slut, at logistikken er i gode hænder." Christian & Co. har lutter ros til Højmark Rejsers guide-service generelt. "Og så var der super-guiden Mads ikke at forglemme. Han var der hver dag. Altid parat til at hjælpe. Så da en elev mistede sit liftkort, tog Mads affære." Allerede hjemmefra havde lærer-teamet sagt, at eleverne var 'tvunget' til at deltage i guidernes ungdoms-picnic. Det var tænkt som et afbræk i de fire skidage. En social foranstaltning, der skulle tjene som en sammenrystnings-event. "Det viste sig at være rigtigt set. Eleverne var mega-begejstrede, også selvom det var smadderkoldt den dag. De unge kårede straks maden til den bedste, de havde fået på hele turen." Christian fortæller til slut, at selvom skibussen morgen og eftermiddag fungerer til punkt og prikke, så har Ak10vet allerede nu booket næste års ferie på Jugendgästehaus Neue Post inde i centrum bl.a. for at være i gå-afstand fra det lille, men fine badeland, som nok er et besøg værd. 

 

Tommy Mogensen, Jammerbugt Ungdomsskole

Alle skal have en god skioplevelse - det får man i Fieberbrunn.

For andet år i træk rejste næsten hundrede elever og lærere til Jugendhotel Neue Post i Fieberbrunn i februar 2010. Jammerbugt Ungdomsskole testede det også året inden, og stedet er absolut godkendt. Det handler dybest set om at få alle de positive skioplevelser med hjem i bagagen: "Vi bookede hele hotellet, da det ligger centralt i byen, byder på fine fællesfaciliteter og er den perfekte base for skiløb i området. Det er et meget varieret terræn, så der er udfordringer for både begynderne og de øvede og rutinerede skiløbere blandt eleverne - og fremfor alt er der god plads på pisterne. Vi har defineret klare spilleregler hjemmefra, gennemgået sikkerhedsprocedurer og kender de lokale forhold godt. Det er alt sammen med til at sikre de gode oplevelser på ski, som elever og lærere vil huske mange år frem i tiden," fortæller viceungdomsskoleinspektør Tommy Mogensen. Han er ret overbevist om, at en skitur til netop denne destination kan blive en årligt tilbagevendende begivenhed for ungdomsskolen. 

 

Ulf Torstensen, Sofieklubben

Zell am See - det sikre valg for skolen.

Sofieklubben på Christianshavn rejser år efter år til Østrig på skitur. Faktisk deler de sig op i to grupper efter ankomsten: De ældste på 12-18 år tager til St. Johann og de yngste på 10-12 år tager til Zell am See, som i 2011 er ny skoledestination. Sofieklubben har testet Zell am See for Højmark Rejser de seneste to sæsoner, og klubleder Ulf Torstensen siger på den baggrund: "Vi var tre voksne og 17 unge, der tog af sted til Zell am See i 2010. Det var et godt sted at stå på ski uanset individuelle færdigheder. Vi inddelte de unge efter, hvor øvede de var til skiløb, og de uprøvede kom på skiskole. Med et fint gletsjerområde var vi sikret masser af godt skiløb på pisterne. Der var også rige muligheder for hygge, cafébesøg, shopping og socialt samvær. Jeg må rose Højmark Rejser for at være imødekommende, fleksible og dygtige til at få skabt en god skirejse, hvor vi endda blev afhentet og afleveret på vores klubadresse."

 

Michael Vork, Fritids- og juniorklubben Filippa

Tæt på pisten. Tæt på byen. Tæt på oplevelsen!

Bad Gastein er et populært rejsemål for fritids- og juniorklubben Filippa på Frederiksberg i København. I februar 2010 rejste 21 unge og fire voksne af sted til den østrigske skisportsby for at få fuld valuta for pengene og komme hurtigst muligt på ski hver dag. Klubleder Michael Vork fortæller: "Vi havde helt bevidst valgt Hotel Münchnerhof, da det ligger tæt på gondolliften, så vi faktisk kunne være på ski et kvarter efter afgang fra hotellet. Vi ville minimere spildtiden og have maksimalt udbytte af dagene på ski. Det var godt skivejr de fleste dage, men én dag var det gråvejr. Til alt held blev der afviklet en spændende half pipe-konkurrence og opvisning i snowboard sidst på dagen, og det var meget populært hos vores unge, som er inkarnerede skiløbere. Der skal være oplevelser ud over skiløbet, og det var der altså her. En af vores unge blev skadet, og vi fik stor hjælp af guiden fra Højmark Rejser, som velvilligt kørte os på sygehuset og ventede med os på "dommen" fra lægen. Den unge slap for videre tiltale, og vi kunne fortsætte en supergod skiferie for alle."

 

Tine Staall Reiche, Klubberne i Stilling

Fælles oplevelser i Flachau.

Sct. Georgsgården i Skanderborg og klubberne i Stilling skulle i 2010 prøve en ny variant af den årlige skirejse til Alperne. Derfor valgte de Flachau som ny skoledestination på en femdages tur, hvor fire voksne, en ungarbejder og 24 unge i alderen 12-18 år skulle slå sig løs på pisterne. Pædagog Tine Staall Reiche fortæller: "Flachau er et godt sted med brede pister, meget granskov omkring ruterne og et overskueligt område med veltilrettelagte mødesteder. Vi var heldige med fantastisk vejr og god sne. Vi boede på Gasthof Reitdorferwirt, hvor der bl.a. var fine opholdsrum til råhygge for os alle og et værtspar, der præsenterede og serverede en 3-retters-menu hver aften. En sådan skiferie kan samle os om en fælles oplevelse. Vi var udfordret af en del ventetid ved skibussen, men det ændrer ikke ved helhedsbilledet: En super tur til Flachau, som vi gerne gentager."

 

Steen Ousted, Gladsaxe Gymnasium

St. Johann - "skiløb" som tema

Størsteparten af eleverne på Gladsaxe Gymnasium med idræt på B-niveau vælger "skiløb" som tema. Det er der én god grund til: De skal på ski i Østrig og lære kunsten at løbe på ski i praksis, og det bliver oven i købet filmet til eksamensopgaven. Underviser Steen Ousted fortæller: "Vi rejser ud som en integreret del af undervisningen, og eleverne må altså ikke pjække. Det gør de heller ikke, for der er fine forhold i St. Johann med godt øveterræn oppe i højden, masser af udfordringer for alle og stor liftkapacitet, så man undgår køer. Vi kan løbe langt i området, og der er også mange hytter til at indtage dagens frokost i. Jeg er især imponeret over guide-opdækningen hos Højmark Rejser, hvor vi kunne trække på to faste guider under hele opholdet. Det betyder ekstra meget, når vi er 120 livlige unge og lærere med på skirejsen."

 

Kasper Knudsen, viceinspektør, Mariagerfjord Ungdomsskole

Der er gået sport i Saalbach ...

På Mariagerfjord Ungdomsskole i Hobro er der tradition for årlige skiture til Østrig, og i februar 2010 rejste 55 forventningsfulde elever og lærere til Sportsclub Kendlhof i Saalbach. På den baggrund fortæller viceinspektør Kasper Knudsen: "Jeg nød virkelig at være af sted på introtur sidste år til Sportclub Kendlhof, hvor jeg lavede aftaler, udvekslede erfaringer og kiggede stedet efter i sømmene. Derfor glædede jeg mig til at opleve det igen med alle vores unge. Det fungerede rigtigt fint. Hotellet ligger for sig selv direkte på pisten, er godt gearet til formålet og har et sympatisk værtspar. Tilmed er Saalbach og Hinterglemm et godt skisportsted med god variation på pisterne, så alle kan være med. Jeg vil gerne fremhæve den konkurrencedygtige pris og det upåklagelige samarbejde med Højmark Rejser - faktisk har jeg allerede booket næste års rejse på samme hotel."

 

Mogens Andersen, Gentofte Fritidscenter

Har rejst med Højmark Rejser helt fra bureauets start.

Fritidscenter Gentofte har en mangeårig tradition for at arrangere en årlig skirejse for centerets elever fra 6.-9. klassetrin. Derfor tog 29 børn og 10 voksne igen i 2009 til St. Johann, hvor de indlogerede sig på Jugendgästehaus Schlosshof, som de har gjort de seneste syv år. "På Schlosshof får man god kvalitet til rimelige penge. Og stedet og skiområdet passer perfekt til vores fritidscenter, hvor de fleste af eleverne er rutinerede snowboardere og skiløbere. De kan derfor nemt deltage i vores lange udflugter til fx Flauchau og Wagrain," fortæller Mogens Andersen, som er særdeles godt tilfreds med, at Højmark Rejser nu også tilbyder overfart via Rødby-Puttgarten. "Det sparer os for en masse kilometer og transporttid." Mogens Andersen har i øvrigt også i et tidligere job rejst i mange år med Højmark Rejser. Han fortæller, at han har været med stort set fra bureauets start først i halvfemserne.


 

Birgit Hansen, Marie Mørks Skole i Hillerød

Én gang Saalbach - altid Saalbach!

Birgit Hansen er lærer på Marie Mørks Skole i Hillerød. Hvert år drager hun af sted på vinterferie med skolens 10. klasse. Hvert år går turen til Saalbach, og det bliver der ikke lavet om på, så længe Birgit er med! "Jeg har fuldstændig tabt mit hjerte til Saalbach, som jeg de seneste 30 år har besøgt mere end 50 gange - både med skolen og privat. Jeg kender stedet som min egen bukselomme, og det er en fordel, som eleverne også nyder godt af. Det er et fantastisk sted med et perfekt skiområde til både de øvede og nybegynderne, som kan komme rundt i hele området på blå pister. Og så er der en utrolig stemning i Saalbach, som man ikke finder andre steder," fortæller Birgit Hansen, som var af sted med en kollega og 15 glade elever, som var indlogeret på Pension Lederergütl. "Det er så dejlig nemt bare at ringe til Højmark Rejser. De arrangerer det hele. Så skolens skiferie i 2010 er for længst bestilt til uge 5," fortæller Birgit Hansen.


 

Jakob Husted, Otterup Realskole

Bad Gastein er et perfekt sted for skoleklasser.

Hvert år tager Jakob Husted og hans kollega, Mikkel Hansen, på skiferie med 10. klasse-eleverne fra Otterup Realskole. Tidligere er turen gået til Scheffau, men de seneste tre år har Bad Gastein været det foretrukne. I 2009 boede skolen på Junges Hotel. "Bad Gastein er både som by og som skiområde fantastisk - alsidigt, spændende og udfordrende, og så må vi heller ikke glemme det skønne Felsentherme." Det fortæller Jakob Husted, som specielt fremhæver skiområdet omkring Angertal som perfekt, når man har elever med varierende erfaring. "I Angertal er der en rigtig god begynderbakke til dem, som ikke har prøvet det før, men der er også masser af gode, røde pister, hvor de mere rutinerede kan boltre sig. Skiområdet hænger godt sammen, og vi kan alle mødes ofte og udveksle oplevelser, grin og små historier." Skolen slutter altid skiferien af med et besøg i Felsentherme den sidste dag om eftermiddagen. "Så sover eleverne som regel så godt på hjemturen," griner Jakob Husted.

97 325 325 Min billet
Højmark Rejser - Skiferie i særklasse