Find din billige skiferie her
Ændre børns alder
Du kan også kontakte os på 97 325 325
Dag 7 Touring

Dag 7 Touring

fredag d. 15. januar 2016

- Lærdommen om adgang til den uberørte sne

Det har været en fantastisk uge i Schladming og det er ikke nogen hemmelighed, at fra at være taknemmelig over at have sne under fødderne, er forholdene i løbet af ugen blevet helt perfekte. Vi er glade for at løbe på ski, hvad enten det er på pisterne eller i parken, men først og fremmest er det offpiste vi sætter højest.

 

I dag havde vi besluttet, at gå på opdagelse udenfor skiområdet. Lige bag ved Planai, ligger Krahberg. Kammen som strækker sig op mod toppen, har på østsiden, nogle meget spændende muligheder for offpiste. Men netop østsiderne har fået ekstra meget sne, fordi de har ligget i læ. Det udgør en øget risiko for laviner, ligesom flere andre vejrmæssige faktorer, har øget risikoen, nogle steder. Vi var derfor forberedte på, at kunne ende med at måtte vende om.

Vi kører med en masse sikkerhedsudstyr, for at kunne redde hinanden, hvis det trods forsigtighed, alligevel går galt. Skovl, sonde og lavinebippere, skal man have. Vi tjekker altid, at bipperne virker, inden vi går udenfor området. Derudover kører vi begge med lavinetasker. Desuden har vi radioer, så vi kan komme i kontakt med hinanden eller redningstjenesten, hvis det skulle blive nødvendigt. Udstyret kan ikke holde en ude fra en lavine, så man skal stadig have viden om færdsel i lavineterræn. 

 

Vi satte skind under skiene, så vi kunne få fæste opad og satte bindingerne i ”walk mode” så hælen bliver løs, som på langrendsski. Vi havde udset os en god linje neden for et plateau og begyndte at gå derop. Da vi kom op, ville vi tjekke stabiliteten af snelaget. Men det viste sig hurtigt, at blive unødvendigt. For da jeg tog to skridt frem mod, indgangen til vores nedkørsel, lød der et tungt WHOOOUUUUP og snefladen ovenover linjen rørte på sig og efterlod en dyb revne på tværs af hanget, selv om jeg holdt mig i god afstand…

Vi kørte den sikre vej, som vi var kommet opad, tilbage og glædede os over motionen og den tydelige advarsel. Vi fik alligevel nogle gode sving på vejen ned.

Pas på derude.

Om aftenen fik vi besøg. Det var Danmarks bedste skiløber, Christoffer Faarup, som kom og hilste på og spiste aftensmad med os. Christoffer holder til i Ramsau og træner i Reiteralm (et af de 4 sammenhængede bjerge i Schladming), sammen med sit norske hold.

Han havde kørt Europacup-løb, både i dag og i går. Begge gange i Super-G. Det var blevet til to 43. pladser i det stærke felt med mere end 100 deltagere. Klart godkendte resultater, men Christoffer var lidt skuffet, da han på mellemtiderne havde ligget nummer 7 første dag og 12 på anden.

Det var super hyggeligt og Christoffer var meget imponeret over standarden på vores hotel. Det kan vi kun give ham ret i.

I morgen kører vi hjem, så der kommer ikke nogen opdatering. Men på søndag laver vi et ”round up” og der kommer også en lille overraskelse...

 

Mvh.

Morten og Asbjørn

PS. Tak fordi du læste med. Vi håber det har været spændende læsning og du kan få en brøkdel af den oplevelse vi havde i Schladming og på Hotel Planai.)


Kommentarer
97 325 325 Min billet
Højmark Rejser - Skiferie i særklasse