Luk menu

torsdag D. 18. maj 2023

MTB - for hele familien

Hvert år tager tusinder af familier på skiferie, for at nyde bjergene, skiløbet og hinanden. Tiden man har sammen på en skiferie er svær at matche. Men nu er der et fantastisk sommeralternativ...
Dagsturen starter i skikælderen! Hjelmen bliver spændt, brillerne sat på næsen og fødderne klikket i... Åh ja – pedalerne!
En lille cykeltur over gaden, op ad rampen og indtil liften. Cyklerne bliver hængt udvendigt på gondolerne og få minutter senere står man på toppen af bjerget, med uanede muligheder for en perfekt dag på cykel.

Bikepark for alle.

Schladmings bikepark på Planaibjerget, er en af de mest berygtede i hele Verden. Her kører eliten downhill på et af de vildeste spor i Alperne og dygtige freeriders lægger tail whips over kæmpe kickers, som kan ses og inspirerer fra gondolliften, når man er på vej op for at tage endnu en tur.
Men, som det er med Schladming om vinteren, hvor man nok har worldcup og VM-pister, så har man også noget til alle andre. Det er det der gør et skisportsted eller en bikepark unik.
I Schladmings bikepark har man flere linjer, som kan køres af de fleste, der blot kan cykle på en almindelig cykel. Som navnene, Rookie Trail og Fairy Trail, indikerer er der tale om spor, som ikke er stejle, men har et fantastisk ”flow” nedover bjergsiden. Der er små ”rollers” og hop, som man kan tage luft på, hvis man tør, eller bare trille over, indtil man får samlet erfaring og mod. Det betyder, at man som familie på forskelligt niveau, sagtens kan have en sjov uge for alle, alene på Rookie Trail!
Selv på de lidt sværere spor, er der mulighed for at alle kan være med. Flowline er også et blåt spor, men er en smule stejlere end de førnævnte. Efter et par dage på Rookie Trail, kan selv børn køre Flowline.
For de mindste børn og dem som er lidt utrygge, er der også gode muligheder. Der går et par mærkede ruter helt fra toppen (C1 og C2), som går på grusveje, med jævn hældning. Her kan man prøve kræfter med fartkontrol og få trænet ”bremsemusklerne”, inden man forsøger sig på Rookie Trail. Man kan også vælge dem på det nederste stykke (fra mellemstationen), som et alternativ til Flowline.
Et andet godt råd er, at prøve Kiddy Bikepark og pumptracket, som ligger lige ovenfor dalstationen. Her behøver man ikke at tage liften og kan cykle derop og træne om eftermiddagen eller aftenen. Ofte for sig selv. Her kan man få lidt erfaring med små ”rollers” (pukler) og ”burms” (kurver), inden man tager på bjerget.
Endelig er der mulighed for guidede ture, hvor man låner det rigtige udstyr og får hjælp, tips og tricks, fra erfarne instruktører. Turene kan bookes hos Alpreif, som ligger overfor dalstationen til venstre (under Hohenhaus Tenne)
For erfarne mountainbikeryttere er der også masser af udfordringer i bikeparken. Udover World Cup DH-sporet, som er stejlt, oversået med rødder, har kæmpe burms og monster kickers, er der også fede røde flowlines med medium kickers og drops. Også på de røde linjer er der mulighed for at rulle over hoppene. Lumper Jack er et eksempel på et rødt spor, som minder om en dansk sort nedkørsel, bare 20 gange længere. Her kan mange være med, når de blot tilpasser farten.
Det er i øvrigt fantastisk at opleve, hvor god man bliver på en uge i Schladmings Bike Park. Når man kommer hjem til sit lokale spor, vil nedkørsler man tidligere kæmpede med, være ”a walk in the – nå ja – bike park...”

Let tilgængelighed.

Det der gør Schladming til det perfekt valg for en cykelferie med familie eller venner er hotellets perfekte placering. Hotel Planai er nærmeste nabo til liften. Det betyder, at man hurtigt kan komme ”hjem” efter varmt/køligere tøj, komme på toilet, tage et hvil eller snuppe noget koldt at drikke (om sommeren er der all inclusive på hotellet). Med børn, betyder det at de kan tage en lille lur eller få lidt adspredelse og være friske og koncentrerede igen om eftermiddagen.

Derudover har Schladming mange andre ting at byde på, så skulle kræfterne slippe op, er der masser af andre ting at give sig til. En tur i badeland, et spil minigolf, en byvandring efter is i den hyggelige by eller et eventyr i bjergene, er let at gå til, hvis man tager en afslapningsdag.
Har man mod forventning stadig kræfter i behold efter dagen i bikeparken eller vil man kombinere med almindelige mtb-ture er Schladming også et perfekt udgangspunkt. Lige udenfor hotellet er der skilte til de mærkede ture mod Rohrmoos, Planai m.fl. og for foden af Dachstein er der nogle unikke panoramature, i helt fantastiske omgivelser.
Gældende for både mtb-turene og bikeparken er, at man bliver nødt til at stoppe ind imellem og nyde udsigten. Det bliver ikke større og der er meget få steder med så højt til loftet.