Find din billige skiferie her
Ændre børns alder
Du kan også kontakte os på 97 325 325
Dag 6 Osthang og picnic

Dag 6 Osthang og picnic

torsdag d. 14. januar 2016

- never chance a winning team...

Vi havde planer om at tage til Saalbach i dag, men Asbjørn ville gerne med på picnic, og der var kommet yderligere 30 cm sne i aftes og i nat, så en time i bil på glatte veje virkede ikke lige så tillokkende som puddersving fra morgenstunden. Der var også lovet høj sol og frostvejr, så vi stod ved liften, da den åbnede kl. 8.15.

Vores første mål var at komme først op til Osthang ved Gipfelliften. Missionen lykkedes; der var ikke andre, der havde nået at ødelægge det perfekte snelag, som dækkede den stejle bjergside. Vi besluttede at tage en hurtig tur og skyde billeder på næste tur. Sneen var helt perfekt; det var vel det, man kalder champagnepudder. Det var som en drøm at køre i den, og for hvert sving rejste der sig en stor sky af den lette sne.

 

På vores anden tur var der allerede mange, som havde lagt deres spor ned over hanget. Heldigvis vidste de ikke, hvor vi havde tænkt os at knipse billeder. I øvrigt er der så få, der kører off-piste i Schladming-området, at der er rigeligr sne til alle. Vi fik de planlagte billeder i hus og er selv meget godt tilfredse med resultaterne.

 

Picnicen var utrolig hyggelig. Guiderne er super engagerede og fantastisk søde. Flere af de danskere og svenskere, som er ansat i skiskolen, var der, og nogle af de piger, som serverer på hotellet, dukkede også op. Vi quizzede, og nogle af de unge kælkede i den dybe sne. Det var alt i alt en afslappet event, som på ingen måde virkede opstyltet eller iscenesat. Tak for det!

Efter picnicen ”shreddede” vi med tre af de danske skilærere. Vi kørte off-piste hele eftermiddagen, og alligevel er der stadig noget tilbage til i morgen. 

Der er nogen, som hævder, at der ikke er venner på en pudderdag. Det passer ikke. Det, der er sjovt, bliver endnu sjovere, når man deler det med andre!

 

Læs med i næste blogpost og hør, hvad vi oplevede på dag 7.

 

Mvh.

Morten og Asbjørn
(far og søn, der lever og ånder for skiløbet, eventyret og alle de oplevelser, de kan få sammen).

 


Kommentarer
97 325 325 Min billet
Højmark Rejser - Skiferie i særklasse