Find din billige skiferie her
Ændre børns alder
Du kan også kontakte os på 97 325 325
Dag 1 i Schladming

Dag 1 i Schladming

lørdag d. 09. januar 2016

- Turen derned og den første dag på ski

En fantastisk første dag synger på sidste vers. Vi ankom til Hotel Planai i morges og hentede vores liftkort i receptionen. Vi følte os meget velkomne og besluttede os for også at tage en morgenbuffet, inden vi tog på bjerget.

Vi havde snydt lidt … Vi kørte allerede herned ad i går. Med en overnatning i Salzburg er man frisk allerede første dag og får på den måde en ekstra skidag. Natkørsel giver trætte ben, og med dem øges risikoen for skader markant. Det ville da være dumt allerede første dag.

Et andet godt tip er at tage Autobahn 9 i stedet for 7’eren. Den er godt nok lidt længere, men der er intet vejarbejde og næsten tre baner hele vejen. Pt. er 7’eren plastret til med vejarbejde. Et andet godt tip er at ramme München efter kl. 19! Vi kørte i god tid, og trods familietempo var vi lidt for tidligt på den. Det betød, at vi var lige nord for storbyen kl. 18, og trafikken i begge retninger var voldsom. Derfor kørte vi ind og fik et sundt og nærende måltid mad på Burger King og slappede lidt af. Kl. 19 fortsatte vi og gled lige forbi München uden nogen problemer. Det var fredag. I weekenden aftager trafikken nok lidt før.

Efter morgenmaden tog vi liften lige over for hotellet. Man går over gaden, og så er man der. Vi kørte det meste af området igennem for at orientere os. Hjemmefra havde vi hørt katastrofehistorier om ingen sne og ren badeferie. Det var ikke tilfældet. Stort set alle lifter og pister var åbne, og selvom snelaget ved siden af pisterne ikke er særligt tykt, ligger der sne på alle bjergsider, som ikke vender direkte mod syd. Der er ingen af Schladmings pister, der ligger på sydvendte bjergsider, så sneen var kold og god at køre på.

Vi stod ikke i kø, men det gode vejr og de gode forhold havde lokket mange til over weekenden, så der var mange folk på bakken. Det gjorde, at man ikke kørte alt for hurtigt, hvilket i virkeligheden passede os rigtig godt den første dag. Vi sluttede af med at køre på VM-pisten helt ned i byen. Det gav god syre i benene. Især det sidste stykke ned mod byen er rigtig stejlt. Det er her, herrerne kører World Cup-slalom om to uger.

Da vi kom tilbage til Hotel Planai, fik vi vores værelse. Hotellet er helt fantastisk: Masser af plads, gennemført stil og en fabelagtig udsigt til VM-pisten. Vi glæder os til at se, om køkkenet kan leve op til de indtryk, vi allerede har fået af hotellet. Bagefter overvejer vi at snuppe en wellness, hvis vi ikke bliver for trætte … Vi skal jo også nå at planlægge morgendagen.

Udsigten fra værelset ...
- ikke dårligt.

 

Læs med i næste blogpost og hør, hvad vi oplevede på dag 2.

 

Mvh

Morten og Asbjørn
(far og søn, der lever og ånder for skiløbet, eventyret og alle de oplevelser, de kan få sammen).


Kommentarer
97 325 325 Min billet
Højmark Rejser - Skiferie i særklasse