Luk menu

tirsdag D. 31. januar 2023

Snowboardferie

Når du er på jagt efter din næste snowboard ferie, så er der perfekte forhold på alle vores destinationer i både Østrig og Italien, men der er alligevel nogle rejsemål, der skiller sig ud.

Her kan du få et indblik i hvilke destinationer, der har de bedste snowboardmuligheder. Vi har kigget på hvilke bjerge, der byder på de bedste offpist forhold og samtidig hvilke destinationer, der har fokus på snowboardfaciliteter, og derved løbende udvikler og forbedre deres funparks. Der findes rigtig mange mindre funparks på flere af vores destinationer, men noget af det, som vi har lagt vægt på, er, at der er en fornuftig ratio mellem freeride og freestyle muligheder, og at funparken har egen lift, der er strategisk placeret, så man får mest muligt ud af parken.

Schladming, Østrig

Schladming har et stærkt fokus på deres funpark, som de udvikler for hvert år. Funparken har egen træklift, og pisten er opdelt på flere plateauer, så man kan stoppe op undervejs. Det giver gode muligheder for at vente på vennerne og kører samlet, så man kan se hinandens tricks.

Superpark Planai i Schladming har et utrolig stærkt udbud i obstacles: alt fra en plastik tønde, der er gravet halvvejs ned i sneen til mange forskellige hop, som man kan flyve på. Der er kicker jumps, rails, rainbow boxes, tubes, wallride og jibs. En legeplads til alle med hang til tricks af forskellige art og sværhedsgrad.

Schladming har fire sammenhængende bjerge, hvor man kan finde mange lettilgængelige freeride muligheder alle steder. Der er fokus på snowboardere, så liftene er placeret strategisk, så man ikke skal kæmpe og hike på lange, flade stykker for at komme hen til næste bjergtop. Der er enormt mange muligheder for at stikke ud fra pisten og ramme et sted, hvor man nemt fanger en lift igen, hvilket er med til at give de bedste off-pist oplevelser.

St. Anton, Østrig

St. Anton byder på et af Østrigs bedste og mest opsøgte funpark på bjergsiden Rendl. De har udbygget og optimeret parken, og har blandt andet opført en stor kabinelift direkte fra byen. En tur der tager omkring 15 minutter. Arlbergs funpark i Rendl har to lifte, der forbinder hele parken og giver uendelige legemuligheder: A playground til’ you drop! I midten af parken er der en panoramacafé, hvor der er underholdning på 1. række. Her kan alle sidde og følge med i de udfordrende freestyle tricks på pisten, der blandt andet tilbyder et hav af obstacles som Butter Box, Jump, Box, Jib, Rail og Tube.

St. Anton har ikke kun en funpark i den vildeste freestyle ånd, men også et offpist mekka med de fedeste muligheder indenfor freeride. Dette skyldes blandt andet, at det vælter ned med puddersne. St. Anton ligger i den vestlige del af Tyrol, og bjergene ligger højt, så der er en hel anden form for snegaranti. Bjerglandet og liftselskabet er også med til at give følelsen af en uendelig pudderunivers, da mange af offpistruterne ender ved en lift.

I nærheden af St. Anton er der også forskellige små byer, der tilbyder perfekte og let tilgængelig freeride legepladser. I Stuben, St. Christoph, Lech eller Zürs kan man også opleve det populære sus, som man får af freeride. Zauchensee, Østrig Zauchensee har en stor funpark i Flachau-winkl på international niveau. Her er alt, hvad et freestyle hjerte kan begære med over 100 obstacles og piste til både begyndere og øvede. Absolut Park er Østrigs længste funpark med 8stols lifte, der har varme i sæderne. I midten af parken ligger en traditionel, østrigsk Alm, hvor man kan slappe af og kigge på de mange freestyle entusiaster. Parken byder på en begynderpist, en kickerline, wallride, railline, halfpipe, jobpark og dertil en lavine af obstacles og jumps. For enden af pisterne ligger et stort indendørs chill-house med loungeområde, skateboardbane og spillekonsoller. Zachensee ligger rigtig højt, hvilket giver optimale forhold for freeridere.

Hvis man skal sammenligne med St. Anton, har St. Anton 95 % af freeride-mulighederne, mens Zachensee har de resterende 5 %, men til gengæld har man de 5 % for sig selv. St. Anton tiltrækker rigtig mange pudderhungrende snowboardere, der kun kommer for at køre freeride, så selvom der ikke er nær så mange offpistmuligheder i Zachensee, er det en klar fordel, at man kan få de uberørte ruter for sig selv, og man kan køre dem igen og igen uden, at de bliver kørt til af andre.

Livigno, Italien

Livigno har flere funparks, men den største er Snowpark Mottolino, der er international kendt for flere attraktive konkurrencer i løbet af sæsonen. Dette gør også, at parken bliver vedligeholdt og forbliver et af de stærkeste funparker i Europa. Parken har virkelig et højt niveau med egne lifter og flere forskellige linjer alt efter sværhedsgrad og dygtighed. Her kan man finde alt indenfor freestyle med uendelige obstacles muligheder: boardercross, kicker (jump/ramp), rails, boxes, wallride, corner, waverides, pro- medium og beginnerline. Der er mange solskinstimer i Livigno, hvilket er en fordel, da sigtbarheden er god og dermed giver de bedste forhold til at lave de udfordrende tricks. Parken har været vært for mange store konkurrencer som Burton European Open, River Jump og World Rookie Fest, men et af de mest populære konkurrencer i Livigno er Nine Knights, hvor banen bliver bygget op som en borg. Konkurrencen tiltrækker mange ambitiøse og professionelle snowboardere fra hele verden.

Der er rigtig gode muligheder for freeride i Livigno, men det er med en bjergguide. Bliver man taget i at køre offpist uden guide, risikerer man at få taget sit liftkort, men man kan sagtens få en fantastisk offpist-oplevelse med en guide. Livigno ligger gemt mellem to bjerge: Carosello og Mottolino, der begge ligger højt, så temperaturen er ofte pudder-venlig med mange let tilgængelige offpistruter. På Carosello-siden er der gode muligheder mellem pisterne. Her er der mange bredde, uberørte stykker mellem de præparerede pister, og der findes nogle gode nedfarter helt i bund, hvor man kan køre i skovområde.

På Mottolinosiden findes nogle gode ruter i bunden, men her er det frem for alt bagsiden ned mod Vallaccia, som er interessant. Her kan man stå direkte fra toppen og ned på bagsiden mod Vallaccia uden at hike og ende helt nede dalen. Det er en meget bred side, så der findes rigtig mange forskellige ruter, der alle er store, åbne stykker uden træer. Der går ikke en lift nede fra dalen, så man skal med bus over til Trepalle, hvor man kan tage liften op, men man kan nemt ramme busstopstedet.

Sikkerhedsudstyr

Vi anbefaler på det kraftigste, at man bruger sikkerhedsudstyr både til freestyle og freeride. I freestyle er det vigtigt at have hjelm og rygbeskyttelse, og i freeride anbefaler vi at have hjelm, rygskjold, sonde bipper med lavineudstyr, og at man altid har styr på sin makker, ruten og lifterne.