Find din billige skiferie her
Ændre børns alder
Du kan også kontakte os på 97 325 325

Udvid horisonten på skiferien

mandag d. 01. januar 0001

Overvejelserne er der hvert år: Skal vi vælge det gode gamle sted eller skal vi prøve noget nyt? Argumenterne peger både for det ene og det andet og til sidst vælger man så. Uanset hvad man vælger er man lidt i tvivl om det var rigtigt, helt indtil man kommer afsted og skiferien viser sig at være præcis så fed som man havde ønsket sig. Men hvorfor ikke helgardere sig?

Der er en rigtig god grund til at vores gæster vælger den samme destination år efter år: Det er svært at forestille sig at det kan blive bedre. Alligevel leger mange med tanken om at udvide horisonten og prøve noget nyt.

Hvis man alligevel tager bilen med på ferie er der en rigtig god løsning, som er let og overskuelig. Man kan udvide sit liftkort til at dække et større område! Rent praktisk betyder det, at man med en lille biltur, kan prøve et nyt (eller flere) område hver dag.

Alle skisportssteder i Østrig har efterhånden så gode parkeringsfaciliteter at man ikke skal gå langt til liften og selv med børn er det ingen udfordring at prøve noget andet.

Salzburg Super Ski Card

2790 (totusindesyvhundredeoghalvfems!) km pister i 25 regioner. Det er mere end de fleste kan klare på en uges skiferie, men merprisen er kun nogle hundrede i forhold til det lokale skikort. Man behøver næsten ikke at tjekke hvor det dækker. For det dækker alt.

Med Salzburger Super Ski Card har man mulighed for at besøge alle steder, kendte som mindre kendte. Bor man f.eks i Zell am See, kan man indenfor 40 minutters kørsel nå Gasteinertal, Wagrain, Zauchensee, Saalbach, Kitzbuhl, Skiwelt, Zillertal og en masse mindre områder. Bor man i Wagrain er der lidt længere til Zillertal og Kitzbuhl, men man kan til gengæld nå Obertauern og Schladmings fantastiske områder på ca 35 minutter.

Fra Schladming gælder at der er en time til Gastein, mens Zauchensee, Obertauern og Flachau/Wagrain er lige om hjørnet.

 

 

 

 

Mange fordele

Det er indiskutabelt at de store skiområder er de bedste valg for en uges ferie. Selvfølgelig er der flere pister at vælge mellem. Men det er især effektive lifte, som får én hurtigt op i terrænet og frem for alt de effektive sneproduktionssystemer, der gør valget godt og sikkert. Dertil kommer udenoms-faciliteterne. Stort udvalg af barer, cafeer og restauranter, samt de mange muligheder for børnefamilier, er værd at tage med i overvejelserne når man vælger destination.

Men – er der gode sneforhold, kan en dag på et lille ukendt sted virkelig være en kæmpe oplevelse. Det kan ofte være mere uforstyrret og der er måske nogle fantastiske pister, som kan være guld værd en enkelt dag, men ikke er nok til en hel uges ferie. Vil man opleve en god dag med offpiste, er mindre steder med få mennesker også et godt valg. Dem der kommer her er mere afslappede og ofte kan et godt snefald række meget længere end hos den store nabo.

En anden lidt overset fordel er, at børnene (eller de voksne) måske har nogle venner, som er på ski et andet sted. Med det udvidede liftkort, kan man tage på besøg og køre på ski sammen en dag eller to, men alligevel beholde den familieintimitet, som mange trænger til, når de er på ferie. Det er i øvrigt en god motivator for børn at løbe med venner hjemmefra. De gør sig mere umage med teknikken, for at imponere!

Endelig er der en noget overset faktor. Vejret! I Alperne kan vejret være helt forskelligt fra dal til dal. Med et ”stort” liftkort og lidt kig på vejrudsigterne, kan du øge chancerne for at få en skiferie med lige præcis det vejr du foretrækker!

OBS! Hvis man bor i Gastein, Wagrain, Zauchensee eller Schladming, skal man være opmærksom på, at de alle er med i Ski Amade og dækkes af samme liftkort. Det betyder at man med meget lidt bilkørsel (eller skibus), kan nå 860 km  pister.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få dine rejsedrømme opfyldt

Ved tilmelding accepterer du vores betingelser


Kommentarer
97 325 325 Min billet
Højmark Rejser - Skiferie i særklasse