Luk menu

lørdag D. 06. maj 2023

Familieferie i Zauchensee

Når man er på skiferie med familien er der to ting, der er særligt vigtige: Man skal kunne få pulsen op, når man er på ski og man skal kunne få den helt ned igen, når skiene står i hotellets skikælder.

En høj puls kommer lettest når skiområdet er fedt og passer til alle i familien og den lave kommer hurtigt, når man ikke skal tænke på transport til og fra liften, men blot, kan gå direkte ind på hotellet og slappe af på værelset, i loungen eller i wellness-området.

På en skiferie i Zauchensee er begge disse krav opfyldt og derudover har den lille, hyggelige skiby så meget andet at byde på.

Skiamade's højeste.

Med sin beliggenhed i 1300 meters højde for enden af sin egen lille dal er byen og skiområdet velsignet med gode snemængder. Når stormene kommer ind fra nord bliver de presset ind i dalen og hænger der lidt længere, med mere sne til følge. Højden gør at sneen bliver liggende og sæsonen strækker sig også normalt fra slut november til start maj!

Byen er ikke særlig stor og uanset hvor man befinder sig i skiområdet er det let at finde ned til den og komme til hotellet. Med den store snesikkerhed sker det selvfølgelig på ski.

Skiområdet for enden af dalen er genialt til familier med børn og andre grupper, hvor der er lidt spredning i niveauet. Området ligger i daltoppen og dermed en stor gryde. Det betyder, at man kan løbe på ski hele vejen rundt, men altid havner samme sted. Der er groft sagt tre ”lifttoppe”, hvorfra man har nogle lange ture tilbage til byen. Fælles for dem alle er, at man kan vælge sværhedsgrad efter sine færdigheder på ski. Uanset hvor du er i terrænet, kan du altid finde skiløb der passer dig. Hvis man er bange for, at slippe tør for udfordringer og ikke synes pisterne er udfordrende nok er stedet en lille, hemmelig offpisteperle, der trækker freeridere med brede ski til fra nær og fjern. Heldigvis ikke så mange – kun de få indviede.

Fabelagtigt for børn.

For børnene er det også bygget helt optimalt. Nede ved byen er der et stort børneområde, hvor børnene hurtigt får skiløbet ind under huden. De behøver faktisk ikke ret meget øvelse, før man kan tage dem med op i terrænet. Oppe fra Rosskopf er der nemlig nogle blå pister, som kan køres bare man kan en lille plov. Man kan eventuelt tage et par ture med to-stols-liften heroppe. Den servicerer det letteste af pisten, der med et lidt bølgende forløb, er et sikkert hit blandt børnene og helt sikkert også stedets skilærere.

Selv fra den ”store” top, Gamsskogel, er der en laaaang, blå piste som snor sig gennem det lækre terræn, hele vejen ned til byen. Så i løbet af skiferien kan selv helt små børn, som ikke har løbet på ski før komme med rundt i hele terrænet.

Det er også fra Gamsskogel, Weltcup abfahrt starter. Den bliver brugt til styrtløb på kvindernes worldcup. Her har verdens bedste piger lagt deres skispidser mod dalen og blandt andet Lindsey Vonn, har vundet her. Pisten er kun rød til hverdag og har et lidt anderledes forløb, end når der køres WC-race. Men den er super fed og en spændende udfordring for familiens større børn og forældre.

Søger man flere udfordringer er der en lille begynder funpark nede ved byen. Der er ikke nogle helt store hop, så det er et trygt sted at lade børnene starte med at køre lidt freestyle.

Der er også et freerideområde, som er markeret og lavinesikret. Det er ret stejlt og kun for meget dygtige skiløbere.

Vil man opleve endnu mere er Zauchensee en del af Ski Amade og man har liftkort til 760 km pister. De kan nås på den anden side af bjerget mod Flachauwinkl og der er basis for nogle lange udflugter. Husk bare at nå liften tilbage.

Afslappende hotelliv.

En anden ting som gør Zauchensee familieegnet, er den lidt isolerede beliggenhed. Der er ikke ret mange hoteller i byen og de fleste dagsturister parkere i de lettere tilgængelige skiområder. Det betyder, at der ikke er ret mange folk i bakkerne. Liftene har faktisk højere kapacitet end hotellerne. Først omkring middag, har folk fra Flachau, Wagrain eller St. Johann fundet hele vejen til den lille skiperle. Så kan der lige efter frokost, når alle skal op med liften igen, for at komme tilbage mod deres destinationer, være en lille smule trængsel – men ingenting mod, det man oplever hos de større naboer.

Der er også roligt i Zauchensee og bor man på hotel Enzian, vil man opleve, at man bare kan slappe af og nyde familielivet, den hyggelige østrigske stemning, den gode mad eller en tur i poolen eller wellnessområdet. Man kan selvfølgelig nyde en øl i baren, både til afterski og om aftenen, men det er i en behagelig og rolig atmosfære som er med til at sikre den lave puls.

Når mørket falder på og stjernerne funkler i den frostklare luft, højt over de snedækkede tinder, der omgiver dalen, sænker roen sig fuldstændigt over byen. Efter dagens aktiviteter er det ikke kun børnene der sover tungt og drømmer om det fantastiske skiløb. Det gør alle i familien.