Find din billige skiferie her
Ændre børns alder
Du kan også kontakte os på 97 325 325

Roaming i EU: Det skal du vide, inden du tager på skiferie

mandag d. 06. november 2017

Forventningerne til skiferien er så høje, at de er ved at gå ud gennem taget på bilen. Selvom der venter en lang biltur forude, er humøret højt, og alle håber på at undgå de udfordringer, man kan støde på, på en lang biltur.

Især på turen ned gennem Tyskland, kan det hele blive lidt nemmere, hvis man har adgang til internet. Dels kan man bruge Google Maps som gps, hvilket er en stor fordel, hvis man vil undgå trafikkaos og vejarbejde, og dels kan børnene på bagsædet blive underholdt via internet. Endelig, kan de sidste detaljer om vejret, hotellet, skiskole og lignende komme på plads, mens man alligevel skal have tiden til at gå. Det tyske mobilnetværk er dog ikke særligt effektivt og lysår fra det niveau, vi har i Danmark, så indimellem må man væbne sig med tålmodighed.

Men pludselig, når man kommer ind i Østrig, er der fuldt 4G-netværk. Børnene får nyt liv og begynder at streame YouTube-film og serier, og vejrudsigten og forholdende på destinationen skal lige tjekkes endnu en gang.

Men – Hvordan er det nu, det er, med roaming i EU?

Selv når vi er på skiferie, er mobiltelefoni og internet efterhånden en fast følgesvend, som kan være svær at undvære. På mange måder er det også et ekstra krydderi, som kan gøre skiferien mere interessant: Man kan hurtigt tjekke vejret, og man har et opslagsværk, der kan give nyttige informationer på skituren: ”Hvor høj er Dachstein?”, ”Hvor mange sengepladser er der i Saalbach?” og lignende. Dertil kommer forskellige apps, som kan give oplysninger om, hvor langt og hvor hurtigt man kører på ski. Endelig er det også en oplagt mulighed til at posere på de sociale medier og vise dem derhjemme, hvor godt man har det, og hvor god man er blevet på ski – som et moderne postkort. Det er der heldigvis blevet rigtig gode muligheder for med gratis roaming i EU, herunder data-roaming.

Hvad er roaming?

Når vi er hjemme i Danmark, tænker vi ikke så meget over det. Vi er online 24/7. Det sørger vores teleselskab for. Det gør de også, når vi er i udlandet, via roaming. Teleselskabet har en aftale med et lokalt teleselskab i det land, vi befinder os, som sørger for, at vi er på deres net. Det er roaming. Vi er altså afhængige af roaming i udlandet, hvis vi vil være på internettet eller ringe og sms'e. Derfor er det vigtigt at sørge for, at man har tilmeldt roaming til sit abonnement.

Mens du, efter de nye EU-regler, kan ringe og sms'e ubegrænset til din normale takst, er der en begrænsning på datatrafik. Det afhænger af dit abonnement, hvor mange GB data du kan bruge om måneden i udlandet.

Hos et af de førende teleselskaber, Telia, har man tilpasset abonnementerne, så de dækker de rejsendes behov bedst muligt til en billig pris. Man skal selvfølgelig selv vurdere sit behov. Men er man typen, som surfer rigtigt meget og gerne vil følge med i serier og lignende, mens man er på skiferie, giver Telia mulighed for at tilvælge yderligere 10GB fri datatrafik i udlandet. Det betyder, at man har hele 20GB, hvilket rækker rigtigt langt.

Hvor meget mobildata bruger man i udlandet? Det er svært at sige helt nøjagtigt. Men streamer man en film, bruger man cirka 1GB. Downloader man tunge programmer, trækker det også hurtigt fra i det samlede forbrug af mobildata. Ved almindeligt brug, hvor man tjekker mails, sociale medier og kigger lidt på internettet i ny og næ, er 10GB mere end rigeligt til en uge på skiferie. 


Vil man være sikker på at have nok datatrafik på skiferien med en billig løsning, kan man tage nogle forbehold og planlægge sig til det. Man kan sørge for at downloade de ting, man ved, man får brug for på skiferien hjemmefra. Følger man med i en serie, kan man downloade et par afsnit, og skal man bruge specielle skiferierelaterede apps, er det også en god ide at sørge for at downloade dem inden ferien.

Nogle apps kan godt registrere fart og lokation via gps, uden at have adgang til internettet, og de fleste gode apps bruger ikke særligt meget datatrafik for at være i gang.

Gode ideer til brug af smartphone på ski

Tjek vejret. I bjergene er vejret meget lokalt. Hvis det trækker op til dårligt vejr, kan man hurtigt tjekke webcams fra andre steder i terrænet.

Download pistekortet. Bliver man fanget i dårligt vejr, eller har man mistet orienteringen, er det guld værd. Desuden er det altid godt at kunne se sværhedsgraden på de pister, der er lige rundt om hjørnet og vælge vej efter det.

Tag et billede af dit liftkort. Hvis du er så uheldig at tabe dit liftkort, har du kvittering og liftkortnummer lige ved hånden.

Brug kameraet. Selvfølgelig er det fedt at dokumentere, hvor flot der er, hvor man står på ski. Men du kan også bruge dit kamera til at blive bedre på ski. Ofte kan man ikke fornemme, hvordan man ser ud, når man suser ned ad pisterne. Men filmer man hinanden, kan man danne sig et indtryk og måske rette unoder, og er det helt galt, kan man booke en skiinstruktør.


Kommunikation.
Med gratis roaming i EU er tiden med walki talkies, som går i de lokales babyalarmer og alligevel ikke rækker over et bjerg, passé. Det er super, at man altid kan ringe til hinanden, hvis man bliver væk eller skal mødes et sted. Desuden kan man også få fat i hjælp, hvis uheldet er ude. Husk at gemme telefonnummeret til redningstjenesten. Det står ofte på pistekortet.

Gps. Det er fedt at kunne dokumentere hastigheder. De almindelige gps-baserede cykel- og løbe-apps fungerer fint (eksempelvis Strava). Men du kan også finde et hav af skiapps, der kan give dig nyttige informationer på skiferien.

Hvor dækker roamingen?

Da det er et EU-direktiv, der definerer loven for roaming i EU, er man naturligvis dækket i alle EU-lande. Hos Telia er man også dækket i Schweiz, som ellers ikke er med i EU. Det betyder, at du, med et abonnement hos Telia, er helt dækket med mobildata i udlandet og trygt kan rejse på skiferie til Højmarks destinationer. Har du et andet teleselskab, skal du lige tjekke med deres roamingregler.

Især Østrig er langt fremme på mobildata-fronten. Du kan stå på den mest afsidesliggende piste og være klar til at lægge dine sving i pistemaskinens fløjlsspor og stadig være dækket af 4G mobildata. Faktisk er mobildata i Østrig ofte hurtigere end hotellernes wifi, som ofte bliver belastet hårdt på visse tidspunkter af døgnet. Det er en anden god grund til at sikre dig, at du har rigelig GB, inden du tager på skiferie.

Round up

  • Tjek, at du har adgang til roaming i EU og Schweiz
  • Download serier og apps hjemmefra
  • Brug telefonen som gps, så du undgår trafikkøer
  • Gem pistekort og vigtige numre på telefonen
  • Brug telefonen til videofejlretning
  • Nyd din skiferie og husk at løfte hovedet fra telefonen engang imellem

 

 

 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få dine rejsedrømme opfyldt

Ved tilmelding accepterer du vores betingelser


97 325 325 Min billet
Højmark Rejser - Skiferie i særklasse